Bliv en del af Madspildsskolen 2024 og tjen gode penge i efterårsferien.
Arla Fonden, Too Good To Go, Arla og føtex søger medundervisere og praktiske hjælpere til Madspildsskolen i København, Aarhus, Kolding og Odense.
Hvad er Madspildsskolen?
Madspildsskolen er en inspirationsworkshop, hvor familier får indsigt i råvarer og madspild, mens de planlægger og tilrettelægger et måltid sammen. Madspildskolen afholdes som to workshops om dagen på alle hverdage i efterårsferien (uge 42) i tidsrummet kl. 9-18.
Aktiviteterne og din rolle
Målet for aktiviteterne
Målet er at påvirke deltagernes holdning til og viden om madspild ved at lade dem arbejde målrettet med planlægning, tilsmagning og tilberedning af retter ud fra overskudsråvarer og rester.
Din rolle
Som medarbejder på Madspildsskolen indgår du i et team på tre bestående af en hovedunderviser, en medunderviser og en praktisk hjælper.
Som medunderviser bidrager du til at formidle den viden, vi har fokus på i Madspildsskolen. Derudover hjælper du familierne under madlavningen med løbende vejledning, tips og tricks. På introdagen (se nedenfor) bliver indholdet i Madspildsskolen præciseret og der udleveres en drejebog der sørger for, du bliver klædt på til opgaven.
Som praktisk hjælper sørger du for, at der er styr på køkkenet både før, under og efter madlavningen – herunder sørger du for, at der løbende fyldes op med basisvarer og lignende.
Om dig
Som medunderviser har du erfaring med formidling og meget gerne, men ikke nødvendigvis en faglig ballast – fx som studerende i ernæring og sundhed, lærerstuderende med madkundskab eller tilsvarende.
Som praktisk hjælper skal du først og fremmest være indstillet på at tage fat – og tage ansvar for, at køkkenet fungerer godt.
Praktik og økonomi
Introdag
Alle medundervisere skal kunne deltage i en obligatorisk aflønnet introdag, hvor program og principper for Madspildsskolen gennemgås. Den foregår lørdag den 5. oktober kl. 10-16 på Madlejr Helnæs, Byvej 63, 5631 Ebberup.
Arbejdstid og løn
Vi prioriterer ansøgere, der kan arbejde alle dagene, men det er ikke en forudsætning for at søge, at du kan. En arbejdsdag er fastsat til 9 timer, men kan variere over ugen. Stillingerne er lønnet med 155 kr. pr. time og derudover får du forplejning.
Sådan søger du
Vil du være med på holdet, så skriv et par ord om dig selv, og hvorfor di gerne vil være med til at skabe en fantastisk Madspildsskole. Husk at skrive i din ansøgning hvilken by (evt. flere), du vil kunne arbejde i. Vi ansætter løbende.
Send din ansøgning til mikkel.kruuse.andersen@arlafonden.dk
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Mikkel Kruuse-Andersen fra Arla Fonden på telefon 20361002.