Status på MADlejr

MADlejr blev d. 18. september indviet af Fødevareminister Dan Jørgensen og en masse engagerede og glade gæster. Det var en vellykket dag med mange positive reaktioner og oplevelser.

Siden indvielsen har 24 klasser fra hele Danmark været på MADlejr. Det er glade og forventningsfulde elever, der ankommer til MADlejr om mandagen, og efter en uge med fart på og oplevelser både inde og ude, så er det trætte elever fulde af madmod, der rejser hjem igen om fredagen.
Eleverne får blandt andet en oplevelse af, at det er nemt at lave mad, at MADlejr flytter grænser, og at de kan lave mad uden opskrifter. Om MADlejr udtaler eleverne, at det giver et godt sammenhold i klassen, og det er som at bo på et slot, når man er på MADlejr.
Lærerne giver udtryk for, at det er en stor samarbejdsøvelse at være i køkkenet, og at de ser helt nye sider af eleverne.

MADlejr har udviklet sig de første måneder – ikke mindst på baggrund af de tilbagemeldinger vi har fået fra de deltagende klasser og deres lærere. Det betyder f.eks., at ugeprogrammet er blevet justeret og forbedret, fordi deltagerne oplevede, at der var dage i løbet af ugen, hvor forløbene var for komprimeret og komplekse.

IKEA har doneret indretning af rummene og langt det meste af udstyret på MADlejr. De har indrettet MADlejr med møbler og ting, som rammer eleverne lige i øjenhøjde. Værelserne opleves som luksus, og både opholdsrummet og hemsen er et hit blandt eleverne.

Arla Fonden ser frem til at tage imod flere klasser, på MADlejr i skoleåret 2015/16.