Kun seks ud af 10 børn kan koge pasta – og endnu færre laver mad på ugentlig basis
Kun seks ud af 10 børn kan koge pasta. Lige så få kan koge et æg. Og tre ud af 10 børn mener ikke selv, at de kan gøre grøntsager klar – som for eksempel at skrælle en gulerod.
Det viser tal fra Arla Fondens nye Børn, Unge og Mad-rapport, hvor godt 800 børn og unge er blevet spurgt ind til deres madvaner. Her fremgår det tydeligt, at danske børn og unge ifølge dem selv mangler madkompetencer.
Sanne Vinther er direktør for Arla Fonden, der arbejder for at skabe maddannelse, madglæde og bæredygtige madvaner til den næste generation. Og hun er forbløffet.
”Det er jo ikke små børn, det her. De er 12-15 år og mange kan ikke klare begynderopgaver i køkkenet. Det bekræfter i hvert fald, at de børn ikke er naturligt med i køkkenet i hverdagen,” siger Sanne Vinther.
Børnene forsvinder fra køkkenet
At de unge ikke kun mangler kompetencer, men også er mindre med i køkkenet, bekræfter tal i rapporten også.
For fire år siden var syv ud af 10 børn med til at lave aftensmad i løbet af ugen. Men siden er det tal dykket så meget, at det nu kun er fem ud af 10. Aldrig før har der været målt så lav deltagelse i tilberedelsen af aftensmaden. Og det gør Sanne Vinther bekymret på børnenes vegne.
”Grundlæggende madkompetencer er vigtige for alle, fordi de er med til at sikre, at vores børn kan tage vare på deres egen sundhed. Uden dem har de et dårligere udgangspunkt for at tage bæredygtige og sunde valg for sig selv og deres familier. For at blive bevidste om madspild. Om den glæde, det er at lave mad sammen, og de samtaler, som man har imens, der er med til at understøtte fællesskab i familierne. Der er så mange vigtige ting i livet, som de nu får mindre af,” siger hun.
Pilen peger på de voksne
Så hvorfor bliver børnenes kompetencer og rolle i køkkenet mindre og mindre? Hvis man spørger Sanne Vinther, peger pilen på de voksne.
For når andelen af hjemmelavede måltider i de danske hjem falder støt, som en befolkningsundersøgelse af Madkulturen viser, mener hun også, at det påvirker børnene. Det betyder, at madkompetencer vil gå tabt fra generation til generation. Og når godt hvert andet barn ifølge Børn, Unge og Mad-rapporten gerne vil lave mere mad, er det et problem, at hvert femte samtidig har oplevet at få et nej af deres forældre, når de har tilbudt deres hjælp med madlavningen.
Derfor mener Sanne Vinther, at forældrene skal hjælpes til at hjælpe deres børn: ”Vi skal støtte forældrene i at turde at tage deres børn med ind i køkkenet. Alle, der har indflydelse på børns madvaner, skal arbejde sammen. Forældre, institutioner, myndigheder, styrelser, fritidslivet. 360 grader rundt. For det er tydeligt, at ingen kan ændre den her tendens alene.”