En ny rapport fra Arla Fonden viser, at mange børn faktisk har mod på at smage ny mad. Derfor skal vi voksne stoppe den negative fortælling om, at børn er kræsne.
Sanne Vinther
Direktør, Arla Fonden
Debatindlægget er bragt i Politiken 25. oktober 2025. Det kan læses her.
“Næsten alle jeg kender, kalder mig kræsen”, siger en 12-årig pige i Arla Fondens 2025-rapport Børn, Unge og Mad. Det er et citat, der burde få os alle til at stoppe op og tænke os om. For hvad er det egentlig, vi siger til børn, når vi kalder dem kræsne?
Vores rapport viser, at 65 % af børn mellem 10 og 15 år har oplevet at blive kaldt kræsne. Det er en stigning på 8 procentpoint fra sidste år. Det er i sig selv et højt tal, men når vi så samtidig ser, at kun 24 % af børnene faktisk opfatter sig selv som kræsne, så er der noget galt. De fleste – hele 64 % – mener nemlig ikke, at de er det. Det er en tankevækkende forskel, som peger på, at vi voksne har alt for travlt med at sætte etiketter på børns madpræferencer, uden at lytte til børnenes egne oplevelser.
Og det er altså ikke bare en sproglig detalje. Nej, ord skaber virkelighed, så når vi kalder børn kræsne, risikerer vi at skabe en negativ fortælling, som de i værste fald selv begynder at tro på. Det kan hæmme deres lyst til at smage og udforske – og i sidste ende påvirke deres sundhed. Som forkser Annemarie Olsen fra Københavns Universitet siger: “Hvis man ikke har mod på at prøve nye fødevarer, kan det lede til mindre variation i kosten – og dermed lavere kvalitet.”
Børn er åbne for at smage ny mad
Men børnene har madmod, Rapporten viser, at 41 % af de børn, der er blevet kaldt kræsne, faktisk godt kan lide at smage mad, de ikke har prøvet før. 65 % har introduceret deres forældre til nye madvarer eller retter. Det er fantastisk at se, hvordan børnene finder mod til at udforske nye smagsoplevelser.
Så hvorfor kalder vi dem egentlig kræsne? Tag lige et minut og tænk over det. Er det fordi, vi føler os afvist, når barnet ikke vil spise vores mad? Er det fordi, det er en ‘nem’ forklaring på noget, vi ikke helt forstår? Er det fordi, vores madlavning pludselig føles meningsløs? Eller er det måske fordi, vi ikke oplever børnene i alle kontekster?
Jeg tror vi kan finde en del af svaret på de voksnes banehalvdel – eller på de voksnes tallerken, om man vil. Mad bliver en mulighed for at styrke selvtillid og relationer. Men det kræver, at vi voksne støtter dem – ikke stempler dem.
Derfor har jeg et klart budskab: Lad os droppe ordet “kræsen”. Det er en negativ term, som vi ikke ville bruge om børn i andre sammenhænge. I stedet bør vi tage snakken med dem. Handler det om lugt, smag eller tekstur? Kan retten tilberedes anderledes? Kan vi skabe en positiv og nysgerrig tilgang til mad?
Jeg drømmer om, at orden”kræsen” en dag bliver fjernet fra ordborgen. For børn er ikke kræsne – de er nysgerrige. Det er på tide, vi begynder at se dem sådan.