Madspildsskolen

Tips og inspiration til at mindske madspild

Få grøntsager til at holde længst muligt

Frugter og grøntsager er den madgruppe, der smides allermest ud af. Hele 42% af madspildet i hjemmene er grøntsager. På Madspildsskolen lærer du derfor, hvordan man får mest mulig ud af sin frugt og grønt på en spændende og smagfuld måde – også selvom de er blevet bløde og trætte.

VÆRD AT VIDE OM FRUGT OG GRØNT

Det er godt at huske på, at du kan sagtens spise frugt og grønt, som har fået en lille plet pga. af et stød eller lignende. Skær pletten væk, og resten af frugten/grøntsagen kan stadig anvendes.

Er frugten/grøntsagen blevet for blød til din smag, kan der tænkes kreativt i forhold til anvendelsesmuligheder. Bløde grøntsager er super til supper eller kødsovs, og frugterne kan bruges til smoothies, syltetøj eller frugtgrød.

Forekommer der synlig mug (skimmelsvamp) på overfladen af en frugt eller grøntsag, er det konsistensen på råvaren, der er afgørende for, om den skal kasseres eller ej. Hvis der er tale om en blød frugt/grøntsag, skal de smides ud. Ved hårde grøntsager, som rodfrugter og kål, kan det være nok blot at skære det angrebne område væk, hvorefter resten af råvaren kan bruges. Det er dog vigtigt, at den skal bruges samme dag, og ikke opbevares over længere tid, selvom den er tilberedt.

DEN ULTIMATIVE HELT

Fryseren! I forhold til madspild er fryseren en af de vigtigste hvidevarer i køkkenet.

Mange frugter, bær og grøntsager er velegnede til at fryse ned, så længe man er klar over, at de kræver en form for tilberedning efterfølgende. Så hvorfor ikke fryse den brune banan ned, så den kan bruges i en smoothie eller banankage senere? Eller hvis grøntskuffen i køleskabet gemmer på et par enlige grøntsager, så skær dem op og kom dem i fryseposer, så de kan bruges senere.

Lignende inspiration