Spørgsmål og svar fra Madspildsskolen 2022. Informationer opdateres i efteråret 2023.
Hvor foregår Madspildsskolen?
I år afholdes Madspildsskolens workshops i 5 forskellige byer: København, Aarhus, Odense, Aalborg og Korsør.
Hvornår foregår det?
Madspildsskolen foregår i efterårsferien. 17. oktober – 21. oktober 2022. Der afholdes 2 workshops pr. dag. Én fra kl. 10-13 og én fra kl. 14-17.
Hvad koster det at deltage?
En billet koster 125 kr., og giver adgang til maks. 6 personer.
Kan man selv vælge, hvornår man vil komme?
Din billet gælder til én bestemt workshop, og du vælger dato og tidspunkt ved billetkøb.
Kan man selv bestemme, hvad man vil have at spise?
Vi laver mad af overskudsråvarer, som bliver leveret dagligt fra lokale supermarkeder. Vi kan derfor ikke sige præcis hvilken type mad, vi laver. Men vi lover, at ingen går sultne hjem.
Hvad hvis der er noget mad, man ikke kan lide eller tåle?
Vi får dagligt leveret overskudsråvarer fra lokale supermarkeder og kan derfor ikke garantere udvalget. Det er derfor op til den enkelte deltager at være opmærksom på at vælge de madvarer, man kan tåle. Dog sørger vi for, at der altid vil være et udvalg af gluten- og laktosefri produkter til rådighed.
Hvem kan deltage?
Workshoppen henvender sig til familier og grupper, som gerne vil lave mad sammen. Både børn og voksne kan deltage, men vi anbefaler, at børn er minimum 6 år.
Skal jeg printe min billet?
Nej, du kan bare vise den på telefonen.
Hvis ikke du fandt et svar på dit spørgsmål her, kan du skrive til os på info@arlafonden.dk.